HJEMGRUPPEN
Du bliver medlem af en “hjemgruppe”, som består af 10 elever samt en lærer. “Hjemgruppen” holder møde èn gang om ugen. På mødet planlægges den kommende uge vedr. arrangementer, praktiske opgaver og meget andet. Du har ansvaret for rengøringen på et fællesområde sammen med de øvrige i hjemgruppen. Din hjemgruppelærer” er den nærmeste for dig at gå til med dine spørgsmål.
TIMERNE
Obligatoriske fag, morgenmad, morgensang, middagsmad, aftensmad og øvrige timer, som står på dit skema, kommer du selvfølgelig til! Du er ansvarlig for at følge den fastsatte dagsrytme.
Bøger, mapper m.v. skal altid medbringes til undervisningen. Du er selv ansvarlig for de bøger, mapper og kopier du får udleveret. Husk du er erstatningspligtig.
SYGDOM
Hvis du er syg, skal du melde det til skolemor Kirsten Schmidt ved morgenmaden. Er du meldt syg, skal du blive på dit værelse HELE dagen. Kirsten vil tilse dig i løbet af dagen. Din værelseskammerat skal sørge for at bringe mad og hente brugt bestik m.v. tilbage til opvasken lige efter måltidet.
UD AF HUSET
Har du et ærinde efter kl. 18.30 i Haslev by, SKAL du have tilladelse til det af vagtlæreren – og husk at melde din hjemkomst.
WEEKENDS
Tirsdag middag giver du besked om dine planer for weekenden. Ønsker du at besøge andre end dine forældre i weekenden, skal det bekræftes af dine forældre.
Efter weekends, hvor du har været væk fra skolen, skal du være tilbage mellem kl. 20.00 og kl. 22.00. Du skal straks melde din ankomst til vagtlæreren.
Er du syg derhjemme, skal dine forældre ringe til lærerværelset mellem kl. 20.00 og 22.00 søndag aften.
BOFORHOLD
Drenge og piger bor på hver deres gangområder. Gangområderne er forbeholdt beboerne alene i tidsrummet 21.50 – 8.30.
Seksuelt samvær og samleje er ikke tilladt.
VÆRELSET
Hold dit værelse rent og i orden – og husk, du hæfter for alle skader, der opstår på værelset.
VASKETØJ
Skolens 2 vaskemaskiner og tørrerum i kælderen er til fri afbenyttelse. Vaskepulver må
du selv købe.
MOBILTELEFON OG COMPUTER
Mobiltelefonen må kun benyttes, når det kan passes ind i dagsrytmen. Dvs. i pauserne og i fritiden. Ved overtrædelse inddrages mobiltelefonen i 7 dage. Inddragelsen gælder også i weekender.
Hvis de fastsatte computerregler overtrædes inddrages computeren i 7 dage. Gælder også i weekender.
HUSDYR
Husdyr må ikke medbringes på HIS.
ALKOHOL OG ALLE SLAGS EUFORISERENDE STOFFER
Disse ting accepteres ikke.
* Du må hverken være i besiddelse af eller på nogen måde indtage dem på skolen. Dette gælder også på rejsen til og fra skolen.
* Du må ikke møde på skolen i påvirket tilstand.
* Du må ikke færdes på værtshuse og diskotek i Haslev, mens du er elev på skolen.
RYGNING
Rygning er ikke tilladt.
GÆSTER
Gæster kan besøge dig om aftenen fra kl. 19.30 – 21.50 efter aftale med vagtlæreren. Gæster meldes senest kl. 13.00. Dine forældre er altid velkomne.